1. Mine overvejelser, hvad jeg ønsker at få ud af opholdet er: Jeg ønsker og håber, at det bliver en god oplevelse med mange udfordringer og udvikling. Det bliver nok svært at komme i gang, til at starte med, men jeg tror at de fleste har det på denne måde, når de tager ud.
Jeg håber at udvikle mig i forhold til at arbejde med børn fra en anden kultur.
2. Med hensyn til det faglige: Jeg tror, at jeg har en god faglighed, velfunderet pædagogisk viden med mig i bagagen, men jeg vil selvfølgelig være åben og nysgerrig overfor deres lokale faglighed på institutionen. I forhold til hvad der er praksis der hvor jeg kommer hen. Jeg vil også sikkert lære en del, ud over det jeg har med fra min uddannelse i Danmark.
3. Min største personlige udfordring bliver at stå på egne ben. Tage personlige beslutninger i forhold til mig selv, og andre, som jeg kommer i berøring med. Jeg ser især frem til at lære børnene og personalet på institutionen at kende. Da jeg har familie i Kosova, som jeg ikke kender så godt, bliver det også dejligt for mig at lære dem bedre at kende og den kultur jeg oprindelig kommer fra.
4. Min største bekymring er hvordan mit forhold til børnene kommer til at se ud, idet jeg har undersøgt, at de fleste af børnene har været udsat for forskellige traumatiske oplevelser og lider under fysiske og psykiske belastninger forårsaget af krigen, svigt, at de er efterladte mm. på SOS børneby. Min forhold til personalet bekymrer mig også lidt, men det er kun nogen spekulationer. Lade os se hvordan det bliver!!!
5. For mig, som udrejsende, dansk studerende med en anden etnisk baggrund, er det rart at have de ting, jeg har lært i min opvækst i Danmark med mig: min mentalitet og mine værdier. At vokse op i Danmark har givet mig en tradition for socialt ansvar, og lyst til at dele mit overskud med de der har brug det, ligesom min familie og jeg fik hjælp på asylcentrerne.
6. Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok min familie, venner og den almindelige hverdag jeg har herhjemme i Danmark.
7. Min største bekymring er at blive udsat for eller opleve noget voldsomt, at stå dernede og føle at jeg ikke er velkommen.
8. Den største faglige udfordring bliver nok at bruge opholdet til at få større forståelse i forhold til mig selv og mit kommende fag, som pædagog.
Noter omkring børnegruppen som skal deltage i mit projekt:
Jeg har fået mulighed for at vælge en gruppe børn herfra. Før jeg starter på mit pædagogiske forløb har jeg taget børnene med i gymnastiksalen, hvor jeg kort har beskrevet mit forløb for dem, og her fik jeg spurgt dem om de havde lyst til at være med til mit pædagogiske forløb, før jeg begyndte på det. Børnene blev så glade at de alle sammen med glæde råbte ”JA”.
To af dem er lidt specielle i forhold til resten af børnegruppen. De er særlige fordi de er tvillinger, dreng og pige, og bor på selve SOS. Den ene af tvillingerne er et barn som ikke kan sidde stille og ikke kan koncentrere sig, og personalet inklusive jeg selv, kan ikke eller har ikke mulighed for at fokusere på ham. Men jeg vil give ham den mulighed at være med, så han kan få en oplevelse på sine egne præmisser; det kan være at det lykkes. Jeg ved i øvrigt at deres mor har været fængslet og jeg har fået af vide at hun besøger dem nogle gange.
B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger)
Institutionsbeskrivelse
Billeder fra SOS-børnebyen i Prishtina.
Jeg er i praktik i SOS-børnebyen i Prishtina, Kosova. SOS-Børnebyerne er en verdens-omspændende, privat humanitær børneorganisation der har hovedsæde i Innsbruck i Østrig.
SOS-Kinderdorf International sørger for hjælp og indsats i de i alt 132 lande, hvor der findes SOS-Børnebyer. Pengene til SOS-Børnebyernes mange projekter hentes gennem fadderskaber og bidrag. I hvert enkelt land ledes arbejdet af en bestyrelse, og den enkelte institution får hvert år gennemgået regnskab osv af en ekstern, international anerkendt statsautoriseret revisor og regnskabsrapporten sendes til SOS-Kinderdorf International.
SOS-børnebyerne bygger deres egne børnehaver, i de områder hvor der er et behov.
Børnehaverne er åbne for både SOS-børn og lokale børn. De lokale børns forældre betaler et beløb hver måned for pladsen i institutionen. Der bliver også lavet førskole-undervisning i børnehaverne, hvor børnene typisk via leg lærer helt basale skolekundskaber. I mange lande er denne førskole-undervisning obligatorisk, hvis børnene skal indskrives i skolen, så hvis ikke SOS-byerne gjorde det, ville mange børn aldrig kunne få adgang til skolerne. SOS-Børnebyerne har også lavet et specialprogram til børn med indlæringsvanskeligheder.
SOS-Børnebyerne er verdens største private humanitære børneorganisation, der har som mål at hjælpe nødlidende børn. SOS-Børnebyerne giver forældreløse og forladte børn en familie, et trygt hjem og hjælper dem, så de kan skabe deres egen fremtid. SOS-Børnebyerne er uafhængig af politiske og religiøse interesser; uden skelen til politik, race og religion arbejder SOS-Børnebyerne ud fra FN’s Børnekonvention dér, hvor behovet er størst.
SOS-Børnebyernes vision
At ethvert barn tilhører en familie og vokser op i kærlighed, respekt og tryghed.
SOS-Børnebyernes mission
At give børn et hjem, en familie og en uddannelse.
At hjælpe børnene til at skabe deres egen fremtid, og deltage i udviklingen af deres lokalsamfund.
Jeg blev kørt til SOS-børnebyen af min onkel. Jeg var meget spændt, og havde også lidt sommerfugle i maven og mange tanker der kørte i mit hoved.
Det indtryk jeg fik af SOS-børnebyen i Prishtina er at det er et kvindedomineret miljø med få mandlige kolleger. Grunden til at det er sådan, er at pasning af børn og opdragelsen af børn hovedsagligt er for kvinder, og det er som regel kvinder som uddanner sig indenfor dette område, ligesom i Danmark.
Mens jeg ventede på direktøren, kunne jeg udenfor vinduet se et meget bjergrigt område, med mange høje bygninger. Her er koldt i forhold til Danmark, hvad angår vejret.
Da jeg fik talt med direktøren fandt vi sammen ud af at jeg skulle starte på en anden bygning som var i nærheden af SOS-byen, da sos-byens bygninger ikke er særlig store. Jeg skulle have den person jeg i starten fik kontakt sammen med, som vejleder. Jeg fik samtidig den mulig at skifte sted undervejs, så jeg kunne være i forskellige afdelinger.
Den bygning som jeg skal starte i, var ikke særlig fristende. Vejene dertil var ikke særlig gode, det var en blind vej så vidt jeg kunne se. Den var ødelagt og mudret osv. Selve bygningen var kold indvendig, på grund af mangel på strøm. I den bygning jeg startede, var der børn som ingen forældre har, altså med ingen far og mor.
C: Målbeskrivelse. (Efter 6 uger)
målformulering: Udlandspraktik
Vidensmål:
Stifte bekendtskab med SOS-børnebyens
-fysiske rammer
-personale og børn
-pædagogiske kultur
-institutionskultur
Undersøge hvordan man bedst er rollemodel for børn med tilknytningsproblemer
Undersøge SOS- børnebyens pædagogiske kultur.
Jeg vil:
-Støtte barnet (og Familie) i at opbygge faste struktur, og dermed styrke tilknytningen
-Lave observationer på personale, institutionsnormer og værdiger, pædagogiske metoder
-Undersøge netop denne SOS-børnebys historie.
Konfliktløsning: Jeg vil observere og notere eventuelle konflikter i gruppen, hvis der er mulighed for mig at gå ind i konflikten, vil jeg undersøge om anerkendende pædagogik kan bruges til konflikter.
Interessemål: ud fra min målformulering, vil jeg bruge mine kreative ideer, afprøve dem og måske gøre nye erfaringer.
Hvis det giver mening for børnene, vil jeg lave:
1. Tegneforløb, tegning til musik. De skal tegne det de føler, så de kan omsætte følelserne til farverne. Bagefter vil jeg sammen med børnene tale om farverne, hvad de undervejs følte via farverne. Jeg vil spørge om deres tegninger på deres præmisser; bruge ”hv-ord”, hvem, hvad, hvor, om deres tegninger, finde det positive at rose dem for.
Ellers vil jeg finde andre aktiviteter som interesserer børnene f.eks.
2. Ud i naturen, legepladser eller en anden institution, hvor vi kan tale om hvad de oplever på deres vej.
3. Jeg kunne også tænke mig at lave en fantasirejse, hvis børnene er interesserede, hvor jeg vil få børnene til at opleve noget godt, og hvor de bagefter kan få mulighed til at fortælle om fantasirejsen.
4. De her mål ønsker jeg skal handle om harmoni og afslapning, og at børnene kan opleve noget godt, og sammen med den vejleder jeg får vil jeg fremlægge ideerne og hvilken børn det kan lade sig gøre at arbejde med.
(Undervejes vil jeg også inddrage personalet, fortælle hvad jeg kommer til at lave).
I disse mål har jeg fokus på, oplevelser og følelser.
Færdighedsmål: -blive bedre til at få og bruge kollegernes feedback til at løse konflikter med børnene, og give positiv feedback til kollegerne.
Det vigtigste for mig er at afprøve disse mål. Måske kan det ikke lade sig gøre, måske får jeg ikke opfyldt mine mål, men jeg vil til sidst sammenfatte mine erfaringer og forsøge at integrere dem i min opgave.
Noter omkring børnegruppen som skal deltage i mit projekt:
Jeg har fået mulighed for at vælge en gruppe børn herfra. Før jeg starter på mit pædagogiske forløb har jeg taget børnene med i gymnastiksalen, hvor jeg kort har beskrevet mit forløb for dem, og her fik jeg spurgt dem om de havde lyst til at være med til mit pædagogiske forløb, før jeg begyndte på det.
Børnene blev så glade at de alle sammen med glæde råbte ”JA”.
To af dem er lidt specielle i forhold til resten af børnegruppen. De er særlige fordi de er tvillinger, dreng og pige, og bor på selve SOS. Den ene af tvillingerne er et barn som ikke kan sidde stille og ikke kan koncentrere sig, og personalet inklusive jeg selv, kan ikke eller har ikke mulighed for at fokusere på ham. Men jeg vil give ham den mulighed at være med, så han kan få en oplevelse på sine egne præmisser; det kan være at det lykkes. Jeg ved i øvrigt at deres mor har været fængslet og jeg har fået af vide at hun besøger dem nogle gange.
21/3-08
Børnene fra min aktivitet 2. gang.
Det er anden gang. Her gik det meget bedre end første gang, fordi for det første er børnene blevet bedre til at lytte til hinanden fortælle om deres oplevelse og opfattelse af forløbet, om musikken og det de fortæller om at få udtrykt det på papir med deres yndlingsfarve. Det jeg også mener der er sket, er at børnene er blevet mere fokuserede denne gang på det de bliver bedt om at gøre. Men også fordi den lille dreng jeg fortalte om sidst, var desværre ikke til stede. For at det kan forstås, så har jeg også igen fået observere børnene angående forløbet.
Tegningerne kan også ses på her:
Her er Enidas tegning, hun er 4 år:
Hun fortæller at hendes yndlingsfarve er lilla. Grunden til at hun mest holder af den, er fordi den er mørk. Hun fortæller også om hvad der er på tegning: Her er en delfin og mig, vi er ved at svømme, jeg har også fået tegnet en sol, 2 ringe, et skib og skyer… og en taske, og den har jeg drømt om da jeg hørte på musikken, men også om at have et nyt halstørklæde.
Lea 5 år:
Musikken den elsker jeg meget, det minder mig om min mor, hun spiller også klaver… min mor og jeg, vi leger meget og vi spiller på klaver… mens jeg hørte på musikken så tænkte jeg på den orange farve, jeg kan kun lide den lidt. Sidste gang brugte jeg den blå, den elsker jeg meget. Lea fortæller at hun har fået tegnet en svømmehal, hun siger: og så skal jeg tegne en delfin med øjne, og her er det også mig, og min kusine og en smuk sol, lidt sne, og lidt regn.
Lora 5 år:
Lora fik valgt den røde farve, hun siger; jeg elsker den røde her.. Imens hun fortæller, så peger hun på selve det hun har tegnet: her er en rød delfin og mit hus og en taske..
Diar 4 år:
Han fik valgt den lilla-røde, som han kaldte den og fortalte om sin tegning: et hus med en skorsten, en delfin der svømmer og en svømmehal med bolde. Her på min tegning har jeg tegnet et hus til min sol… se her… Bagefter hans fortælling fik jeg spurgt ham om hvad han synes om musikken, han sagde: det var godt da vi skulle høre musik og bagefter vælge et farve og tegne det jeg drømte om.
Fatjon 4 år:
Her fik han valgt den grønne farve, han elsker at høre på noget stille og roligt musik, han sagde: på min tegning har jeg tegnet et menneske med lange arme og så har jeg tegnet en stol med tag på, fordi jeg havde lyst og jeg vil gerne have at du næste gang, Arta, laver det med musik igen, så man kan tænke på noget godt. Første gang kunne jeg lide den blå men bagefter den grønne ligesom græsset.. Fatjon er en stille og rolige dreng, flittig og hjælpsom og har et meget stort ordforråd.
Arita 5 år
Hun fortæller: jeg har valgt den lilla, det er fordi det er den som jeg synes om mest, den er smuk ligesom din bluse Arta… og også fordi mit tøj har den samme farve, men jeg elsker også den grønne farve… ligesom Fatjon. Her har jeg også tegnet et sol, så den varmer pigen. Det er mig, Arta…og jeg svømmer sammen med delfinen ved stranden… også drengen og en pige til.. og jeg har også tegnet mange bolde. Jeg fik spurgt nysgerrigt hvad boldene skulle forestille. Boldende skal forestille stor sne… også fordi jeg har set i dag noget sne faldt. Jeg synes at musikken var så god og afslappende og man kunne nogle gange også drømme om at sove
Marigona 5 år:
Denne gang var det stille uden Flamur (Flamur er hendes tvilllingebror, som jeg har beskrevet i starten), så kunne jeg jo koncentrere mig. Mens jeg hørte musikken, så tænkte jeg på at tegne Lora, hun er glad, (Lora er et andet af børnene på mit forløb) Fordi jeg leger mest med Lora, Hun er min allerbedste veninder. Her har jeg også tegnet mit hus, det er her på SOS, også har jeg brugt den lyserøde farve, ligesom sidste gang, du ved jo godt Arta, ikke? Jeg har også tegnet et bassin og sne.. Jeg er så glad for at du fik mig med på din leg, Arta, så kan du fortælle om din leg, der langt væk hvor du går i skole. (Det hun har forsøgt at sige, er at jeg kan fortælle om mit forløb når jeg kommer tilbage til Danmark)
Marigona er et af børnene som bor på selve SOS, hun har ingen forældre her. Hun er en meget glad pige, men nogle gange kan hun begynde at græde, det kan være hvis hun bliver skældt ud eller hvis nogle af pigerne hun leger mest ikke vil lege med hende.
Denne gang kom en af pædagogerne for at hjælpe mig. Vi fik sammen spurgt børnene om deres oplevelser.
Her kunne vi se til sidst at børnene gik hen til de andre børn og fortalte hvad de havde lavet sammen med mig.
Det kan I se her
à
Som jeg også fik nævnt i min målformulering ville jeg gerne tage på tur, så børnene kunne få den mulighed at tale sammen om hvad de oplevede på deres tur.
I dag fik jeg mulighed for at tale med lederen om der var en mulighed for at vi kunne tage ud og se et dramaforløb inde i byen.
Lige nu er det koldt, og SOS-børnehaven er ikke så begejstret for at tage ud i naturen på denne tid af året. For det første fordi mange af børnene er syge allerede og for det andet er det meget vådt og koldt. Derfor tog vi alle SOS børnehavebørn på 5 stuer og også SOS børn som bor på selve SOS med. Her fik børnene en utrolig god oplevelse.
Børnene fik set Tom og Jerry.
Dramaforløbet var et åbent forum.
Nogle af børnene kom op på scenen for at hjælpe Jerry med hvad han skulle gøre. Alle børnene levede sig meget ind i forløbet. Det var utroligt smukt at se disse børn være så meget på. Hvis der var nogle spændende scener, så råbte alle børn hvordan Jerry skulle have hjælp osv.
Da vi kom tilbage til institutionen fik vi samlet børnene sammen på Delfinstuen i en rundkreds. Vi fik talt om hvad de havde set og oplevet.
Det var en utrolig smuk oplevelse for mig at se. Alle børnene var meget interesserede i at fortælle. Nogle gange glemte børnene endda at vente til det blev deres tur til at fortælle om dramastykket. Et af børnene var ekstra glad, fordi hun var en af de heldige som havde fået den mulighed at komme op på senen.
.
D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger)
Her har vi et digt der handler om KOSOVAS selvstændighed, reciteret af børnene fra institutionen her i KOSOVA. Digtet er skrevet af en af pædagogerne. Formålet med digtet er at hjælpe børnenes evne til at huske og lære tingene udenad, dvs. på en helt anderledes måde end vi plejer i Danmark.
Hvert barn lærer skiftevis at recitere en linje fra digtet.
Helte:
Heroiske helte kæmpede nat og dag.
For Kosova gav de deres blod.
For det røde og sorte flag.
De faldt i kamp men de lever i os for altid.
Dem Kosova er stolt af.
Dette er et af de digte som børnene skal lære. Ud over digtene skal børnene også lære at danse folkedans og synge sange som handler om Kosovas selvstændighed og lærernes dag, d.7 marts. Der skal være åbent hus således at alt det personalet på alle SOS-børnehavernes stuer har brugt tiden på at forberede, skal vises til forældrene som kommer for at se børnene.
Som I kan læse her, fokuserer SOS på disse teoretiske pædagogiske metoder.
De tager udgangspunkt i de nærmere beskrevne konkrete punkter. I fremtiden vil de tilpasse deres pædagogiske arbejde til principperne for Terzo Mondo.
Erfaringspædagogik som metode
Majestic – her kaldet erfaringspædagogik stammer oprindelig fra det antikke Grækenland, hvor blandt andet den græske filosof Sokrates brugte den.
Ordet Majestic kommer fra det hellenistiske sprog og betyder instrument eller formidler.
I begyndelsen af 1900-tallet startede ”forbundet af de nye skoler” eller ”aktive skoler”.
Den mest fremtrædende af disse var Maria Montessori fra Italien. Hun repræsenterede overgangen fra passiv undervisning til aktiv læring.
Som kronen på værket kom Danilo Dolci, hvis metoder for undervisning af både unge og gamle baserede sig på idéen om erfaringspædagogik og aktiv lytning, men for Danilo Dolci var instrumentet eller formidleren i en læreproces spørgsmålet.
Spørgsmålets funktion i denne pædagogiske metode betyder at forståelse og læring udvikles i samspillet mellem hvad taler vi om, hvad ved vi og hvad kan vi få af vide.
Danilo Dolci´s erfaringspædagogik
Erfaringen af Danilo Dolcis studier er blevet en praktisk model blandet af ældre og mere moderne metoder, der giver flere forskellige mulige metodikker. Et eksempel på at Danilo Dolcis pædagogiske erfaring er betydningen af spørgsmålet som redskab til metoden.
Ifølge Danilo Dolci er politik, ledelse og uddannelse indikationer på menneskers trang til at skabe kulturelle landskaber. De har til formål at tilbyde sociale og politiske handlemuligheder for alle; alle mennesker har muligheden for at handle i overensstemmelse med sin samvittighed.
Erfaringspædagogik som pædagogisk struktur
Baseret på disse principper:
Læring er en erfaringsproces, ikke en overføring
Læring er en direkte proces
Metodisk tilgang som muliggør erfaring som udgangspunkt
Værktøjer til konfliktløsning
Erfaringspædagogik som pædagogisk struktur
har to hovedpunkter:
Spørgsmål
Svar
Fortællinger
Matematiske koncepter
Område-opdeling
Udvikling af følelser
Naturlige evner
Barnets naturlige begejstring
Udviklingspotentiale
Brugbare, ægte spørgsmål
Opstart og vurdering af opgaven
Udførsel og fremadrettethed, mulige resultater
Vurdering af egne resultater
Svar og resultater
Der er nogle pædagogiske mekanismer som, når de optræder, på forskellig vis udvikler og støtter konflikt og vold mod andre kulturer:
Symbolsk tilhørsforhold: Identitet bygget på “Os mod de andre “
Kommanderende autoritet – autoritetsbaserede pædagogiske metoder
Konstrueret social identitet – ved ovenstående metoder
Erfaringspædagogik er kunsten at forløse andre, men ud af konflikt opstår af og til forløsning i form af udvikling
Konflikt indeholder mulighed for udvikling, hvis der etableres kommunikation
Krig betyder: kontinuerlig, organiseret vold med det formål at skade fjenden
Neutral metode – præsentation som objektiv iagttager
Autoritær metode – Vær I stand til i sidste instans at benytte autoritet
Demokratisk metode – fokuser på at skabe en situation med tosidet gevinst
Forstå konflikten kognitivt
Afvent
Kommuniker
Svar
Husk at konflikten er undgåelig
Tæl til ti før du handler
Sæt ikke hårdt mod hårdt
Fokusér på konfliktens indhold
Undgå at vælge side
Sig nej i god tid
Tre kriterier for konflikthåndtering i pædagogisk sammenhæng
Konstruktiv reaktion
klarhed via fortælling
mulighed for at genoptage kontakt
Basis i erfaringspædagogik
Vigtigheden af barnets direkte erfaring
Problemorienteret læring
Gruppen og dens betydning
Underviseren som vejleder
Regler og ritualer
Fleksible planer
Læringsplaner for regler og ritualer
Forskellen mellem regler og ritualer er:
Regler er styringsredskaber
Men ritualer er processen der er affødt af disse.
Der findes som udgangspunkt disse 3 modeller for pædagogisk metode:
Introducerende pædagogik
Laissez-faire pædagogik
Pædagogik baseret på regler
Karakteristika for regler i pædagogik
Regler må være skabt på baggrund af enighed
regler skal introduceres positivt
regler skal forklares grundigt
regler bør være alderssvarende
Regler skal være logiske i pædagogisk sammenhæng
Ritualer
Ritualer gælder i bestemte domæner og kan til tider overlappe hinanden
Ritualer kan afvige efter gensidig accept, men regler er konstante
Børn har evnen til at optage og absorbere ritualer
Ritualer kan øves og praktiseres i skolesammenhæng
Ritualer er et værktøj til opbygning af familiære relationer
Sammenfattende kan det siges at regler og ritualer er indeholdt I pædagogisk arbejde.
Læringsplanernes indhold realiseres gennem disse punkter:
Læringsplaner udarbejdes
Overordnede mål
Læringsmål
Generelt og især tematisk indhold
Forberedelse af værksteder
Værksteder
Læringspædagogik
Evalueringsformer
Tid
Planlægning af projekter og aktiviteter involverer både børn og pædagoger
Planlægningen af projekter og aktiviteter omfatter forberedelse, udførelse og erfaringsopbygning
Motiv
Fastsæt målsætninger
Arbejdsperiode og målopfyldning
Opsummering af planlægning af projekter :
Involverede personer
Tid
Begrundelse
Opmærksomhedsområder
Værksteder
Målopfyldning – arbejdspunkter
Erfaringsopbygning
Synsvinkler
Miljø og pædagogiske værksteder
Ved miljø forstås alle ting, legetøj og materialer som børnene kan vælge at bruge.
De pædagogiske værksteder repræsenterer forskellige interesseområder for aktiviteter og produktivitet, hvori børnene kan udfolde sig på individuel vis.
Håndværks-værkstedet; papir, klip osv.
Kunst-værkstedet – alle mulige teknikker, tegning, maling osv.
Det motoriske værksted – kan fx være legepladsen udenfor
Det bløde værksted – puder, dukker, osv.
Læse-værkstedet — bøger, skrivning osv.
Matematisk værksted, regning, tal, logiske spil osv.
Lege og kreative aktiviteter
Funktionelle lege
Symbolske game
Efterligningslege
Lege med faste regler
Typer af værksteder
Kunst og håndværk
Fortælling og drama
Udforskning af miljø
Musik
Pædagogisk syn = akkumuleret informationsproces
Pædagogisk syn baseret på
Samarbejde
Undgå sammenligninger
Eliminér negative ting
Vurdér positive aspekter
Der er to typer observationer
Spontane
Systematiske
R T M-Reggio Terzo Mondo
Er en international frivillig organisation med hovedsæde i Reggio Emilia, Italien. Den blev grundlagt i 1967 og er uafhængig af regeringen. Denne organisations mål er at fremme udviklingsprojekter i udviklingslande i samarbejde med lokale organisationer og institutioner.
Dens opgave er at træne og uddanne lærere, undervisere og pædagoger samt udsende frivillige arbejdere. På nuværende tidspunkt har RTM 20 projekter over hele verden, mere end 3000 frivillige og 160 “udviklere” i gang. RTM samarbejder også med undervisere, lærere og pædagoger i Kosovo.
I Kosova har personalet forskellig uddannelsesmæssig baggrund.
Nogle har læst filosofi, med eksamen I pædagogik (4-årigt studie)
Nogle har hvad der svarer til gymnasiet eller HF (2-årigt studie)
Nogle har hvad der svarer til en seminarieuddannelse. (3-årigt studie og 2-årig master-grad).
Det daglige arbejde: SOS-Kindergarten –Kosova
De samlede dannelses- og uddannelsesmæssige aktiviteter i børnehaven er styret af 4 overordnede principper:
Personlig og social udvikling
Læringspotentiale
Udvikling af livsfærdigheder og
udvikling af kreativitet
Ud fra dette koncept er de enkelte aktiviteter baseret på følgende fire principper:
barne-centreret undervisning
Læring gennem leg
Styrkelse af familieliv
Styrkelse af inkluderende undervisning
Glæden ved og interesse for bøger, læsning og børneskrivning udvikles og uddybes gennem kreative aktiviteter.
Illustrationer ledsaget af tekst, tegning af figurer og objekter og bøger som børnene selv fremstiller forbinder og letter indlæringen af bogstaver, samtidig med at det udfordrer og motiverer børnene i sprog, personligt udtryk og interesse for læsning og skrivning.
Undervisning i gymnastik og sundhed giver barnet mulighed for at udvikle finmotorik og andre kropslige funktioner, og derved opnå evne og lyst til at deltage i aktiviteterne.
E: Hverdags beskrivelse. (Efter 12 uger)
- Hverdagsbeskrivelse
En almindelig arbejdsdag på SOS´s børnehave ved navn ”Kopshti i ri”.
På selve institutionen, har jeg de samme opgaver som resten af dem der arbejder her. Jeg synes at det er vigtigt at jeg gør de samme ting som resten af personalet.
Når der skal holdes møde er det ikke så nødvendigt at en studerende kommer med. Men jeg synes personligt at det er vigtigt for mig at være med og se hvordan det foregår. Så sammen med min vejleder har jeg fået den mulighed at være med nogle gange.
De par gange jeg har været med, har det handlet om hvordan ugen er gået med de faste aktiviteter og tage på tur ude, og om de forskellige børn.
Som jeg har fået beskrevet før, så følger de meget de faste rutiner, såsom temaugerne. Dem er jeg også en del af. Som det ses så er jeg en vigtig person for deres arbejde. Udover de faste aktiviteter, så tager jeg sammen med personalet på stuen udenfor, hvor børnene kan lege fri leg. Nu hvor vejret er til det, kommer børnene meget udenfor. Her leger vi en del, spiller fodbold mm. På denne tid af året har vi også fokus på naturen, nu hvor blomsterne på træerne kommer frem.
På SOS kommer der også tit besøgene udefra, her har jeg også en del af arbejdet med at følge med børnene, hvor jeg kan hjælpe dem hvis dem som kommer udefra har brug for hjælp, eller hvis der er nogen udefra der taler et andet sprog. Fx har vi haft nogen fra USA, Sverige osv. hvor jeg kan være en stor hjælp ved at oversætte til albansk; noget som jeg synes er en stor udfordring set fra min side som studerende.
Om morgen har jeg også til opgave at begynde dagen med morgensamling på selve Delfin-stuen. Her taler vi sammen om dagen før, hvilken dag det er i dag, og fortæller om hvordan vi alle har haft det derhjemme. Her er der nogle børn som fortæller om hvor de har været med deres forældre.
Nogle gang er jeg også til hjælp, fx med at hjælpe med engelsk, da alle børnene skal have engelsk to gange om ugen en halve time. Vi læser nogle små, korte historier, som blandt andet har fokus på det tema man laver på institutionen, og disse små historier gentager man et par gange og går videre til det næste tema, eller noget som er nyt for børnene.
Udover det så betyder fødselsdagsfesterne meget for børnene og forældrene. Her spilles der også musik, hvor børnene fra stuen kommer ud på gulvet og danser. Her har jeg også til opgave at være med til at hjælpe forældrene med forberedelserne af disse særlige begivenheder.
På SOS bruger vi meget gymnastiksalen. Her laver vi mange forskellige aktiviteter hvor vi leger. I salen ser vi også tegnefilm sammen med alle de andre i børnehaven. Her modtager vi også mange gæster udefra, noget som vi tit har, og vi har også fælles koncerter, hvor jeg er med for at hjælpe.
Udover det, så kommer vi tit ud, især nu, hvor vejret er til det. Her har vi sammen med børnene fået mulighed for at komme ud og få plantet nogle blomster som temaugen denne gang har handlet om. Børnene skulle have den mulighed at få indtryk af hvad der sker af ændringer ude i naturen på denne tid.
Alt hvad der bliver organiseret og lavet med børnene, bliver forældrene selvfølgelig informeret om. Der bliver hængt sedler op på gangene. Forældrene bliver også informeret igennem billeder som også bliver hængt op på gangen, taget fra de forskellige aktiviteter som bliver lavet. Målet er at forældrene for disse børn kan bliver informeret og kan få indblik i deres børns hverdag.
Livet udenfor SOS er på en måde meget spændende for mit vedkommende, fordi jeg har fået mulighed for at have kontakt med KFOR styrkerne her i Kosova.
I løbet af denne uge har jeg haft besøg af dem. Vi talte om situationen her i Kishnica hvor jeg befinder mig, og om deres arbejde. Vi fik en kop kaffe og talte også om mit arbejde som studerende her i SOS.
Det var utroligt at se og opleve livet uden for huset hvor jeg bor. Her kom der mange af de børn som bor her omkring, fordi de synes at det er spændende at se på soldaterne.
Nu hvor der bliver varmere, så vil vi komme mere udenfor SOS og få besøgt andre steder som er væsentlige for disse børn, ifølge min praktikvejleder.
Leas mor fortæller om deres påskefest.
Lea er et af børnene på SOS.
I år begyndte vi påskehøjtiden som sædvanligt med at forberede påskeæg lørdag aften.
Først kogte vi æggene og kølede dem ned. I vores familie bruger vi tuscher til at farvelægge æggene. Det fik børnene Eden og Lea rigtig meget sjov ud af. De morer sig, samtidig med at de føler sig som en aktiv, betydningsfuld del af forberedelserne til påskefesten.
Mens børnene farvede æg, benyttede vi voksne lejligheden til at tale med dem om påskens betydning og om hvem Jesus var. Det tager nogle timer at dekorere æggene.
Så bagte vi kager, og også her hjalp børnene aktivt til. Begge bøn fik lov til at vælge hvilken slags kage de helst ville have til påske. Det betød at vi faktisk forberedte to forskellige kager!
Søndag gik vi til messe i kirken for at fejre påsken med andre. Søndag fejrer man Jesus´ genopstandelse fra de døde. I kirken mødte vi mange af vores venner, og tog os tid til efter gudstjenesten at gå på besøg hos de forskellige.
Bagefter gik vi med børnene ud for at spise frokost og have noget god familie tid sammen.
Om eftermiddagen tog vi hjem for at forberede os til de gæster der ville komme senere for at fejre påske hos os.
Der kom rigtig mange venner og en masse familie på besøg, og børnene nød at dele påskeæg ud til dem alle. De fortalte alle gæsterne at de helt selv havde malet æggene.
De ville også gerne vide hvilket æg gæsterne synes var pænest, og de ville selvfølgelig begge være den der havde malet det pæneste æg!
Sådan gik også mandagen, med gæster og tid med familien hvor vi også tænkte over Gud og hvad han har gjort for os siden sidste påske.
F: Om den kulturen. (Efter 16 uger)
Hvordan er den almindelige kultur i Kosova.
I dette brev har jeg fået skrevet mange ting, som jeg synes er relevante og vigtige at få beskrevet om det samfund og den kultur der er i Kosova. Som læser kan det måske være svært at følge med.
Det er så fantastisk godt at være i Kosova. Hver dag for mig er en rig oplevelse, men jeg savner alle dem derhjemme. Jeg var så heldig at finde en billig billet, så jeg kunne komme hjem og få set familie og venner. Men jeg glæder mig til at komme tilbage til børnene på SOS, og de glæder sig også til at se mig igen.
Inden jeg skulle på ferie hjemme i Danmark var jeg sammen med børnene og personalet på stuen på tur til et lille museum i Prishtina. Dette museum skulle vise hvordan almindelige albanske familier levede for mange år siden. Museet blev åbnet af nogle unge arkæologer, som selv havde forsket i hvordan livet var helt tilbage til 1800-tallet. For mig var det meget spændende at høre om, også fordi jeg selv kommer derfra. Det er vigtigt at vide hvordan det har været før. Endelig så kan borgerne i Kosova leve et liv uden bekymring for krig, og leve et lige så almindeligt liv som vi danskere og resten af Europa gør.
Børnene som var med synes også at det var spændene og sjovt at røre ved alle tingene som de jo ikke selv har set før, og det var det selvfølgelig også for mig. Børnene kan ikke forstå så meget som vi voksne kan, når det er noget historisk. De spurgte meget hvorfor og hvordan.
Da vi kom tilbage på SOS, satte vi os i rundkreds og så skulle vi alle sammen fortælle om vores oplevelser fra besøget på museet. Alle børnene havde så meget at fortælle om, hvad der var spændende at se og røre.
Det daglige liv er vel det samme som mange andre steder. Man tager et skridt af gangen. Jeg oplever at befolkningen i Kosova tager tingene stille og roligt. Den lille forskel som jeg synes der er, er at i Kosova, går man ikke særlig meget op i at man skal nå en masse på en bestemt tid, de har travlt på helt anden måde. Stress hører man ikke om, selvom disse mennesker arbejder mange timer for en meget lille løn. Hvad der skal nås, det bliver nået uden stress. De tænker ikke så meget på hvad der skal ske en uge frem, sådan som jeg synes at vi gør i Danmark
Det som jeg har lagt mærke til både på SOS og udenfor, er at folk har en tendens til at hilse på én og spørge hvordan man har det. Det ser man ikke så meget her i Danmark. De mennesker man ikke kender særlig godt hilser på én. I starten syntes jeg det var lidt underligt, at folk sådan spurgte til mig selvom jeg ikke kendte dem så godt. F.eks. spurgte de til hvordan min dag var gået. Man siger jo at selve klimaet og lyset påvirker folks humør, måden de er på, ligesom en dansk forfatter, Klaus Rifbjerg, skrev et digt, om forskellen på norden og syden. Hvis jeg husker det rigtigt, jeg kan desværre ikke huske hvordan digtet lyder.
Men det jeg ser på SOS, som ligner den danske hverdagstravlhed er, at karrieren også betyder meget for mødre med arbejde.
Her på SOS møder jeg forældrene til disse børn. Når børnene skal afleveres og hentes får man tit en hurtigt snak, hvor jeg tit hører at de har meget travlt, og at de er trætte når de kommer hjem. Nogle gange har de ikke så meget tid at bruge med børnene derhjemme. Så her ligner Kosova os i Danmark og i resten af vesten. Deres børn bliver opdraget på institutioner, sådan som vi også ser i vores institutioner.
Disse forældre, når jeg får talt med dem, er meget nysgerrige om hvordan livet er her i Danmark.
Udenfor SOS, der hvor jeg bor, er det et miljø hvor alle kender alle. Det er et familiemiljø, som jeg sikkert har nævnt på min blog. Et miljø hvor alle arbejder meget.
Min rolle som dansk studerende betyder også at nogle af de mennesker ser op til mig. De beundrer mig for at jeg har modet til at befinde mig her, og bruge tiden til at hjælpe deres børn, går ud og spiller forskellige boldspil og går lange ture, når der er tid til det. Hvis de har brug for at tale med KFOR, så kommer de over til mig for at jeg kan være deres tolk. At være noget særligt for disse mennesker gør mig glad og stolt.
Det som jeg også har lagt mærke til, er at de går meget op i mode. Man skal se godt ud, i sær hvis man er ung. Det ses også når man er ude i byen. Det virker som om at Kosova har flere unge mennesker.
I de butikker jeg har været forbi, kan man aldrig finde de samme sko som man normalt finder her – eller det kan man, hvis man har overskud til det… J Maden er der ikke så stor forskel på, men det har ligheder med den italienske og den spanske madkultur.
Kulturen ses tydeligt på SOS, for den spiller en meget vigtig rolle på institutionen, sådan som jeg har nævnt det på bloggen. Det er vigtigt at man ved hvem man er og hvor man kommer fra. Det jeg har observeret er at kulturen altid kommer til udtryk ved særlige begivenheder, så som når der skal være åbent hus, holdes koncerter mm. Det er lidt skræmmende hvordan børnene skal forstå ”voksen-ting”, som f.eks. hvad forstår børnene ved krig. Man bruger tema-uger, hvor temaet handler om f.eks. selvstændighed og hvordan krigen har påvirket dem. Temaet vælges sammen med børnene. Teamet har altid med kulturen eller miljøet at gøre. På institutionen har religionen ingen særlig betydning. Det spiller ingen rolle og det har den aldrig gjort ud fra det jeg ved og har fået at vide.
Af det jeg har set indtil videre så er der ikke så stor forskel på børnene, men der er nogen af dem som skiller sig markant ud i forhold til resten. Det, jeg mener, er at der er nogle af disse børn som er født handicappede. Der er f.eks. en af dem som er autist, og som konstant skal holdes øje med. Dette arbejde passes af ansatte, som ikke er uddannet inden for dette område.
Meningen er at få børnene til at blande sig med hinanden og lære noget af hinandens måder at være på mm. Jeg synes det er synd for dette autistbarn, da han har vanskeligt ved at forstå og kommunikere som de andre børn. Han går derfor mest for sig selv i sin egen verden.
- hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet, fx ud fra hvilke problemer udfordringer og dilemmaer du har på stedet?
Jeg synes at min danske baggrund har spillet en væsentlig rolle i mit pædagogiske arbejde, det synes jeg bestemt. Jeg har brugt en del til på pædagogisk arbejde med børnene, især den del der handler om kommunikation.
Det, jeg mener med kommunikation er, at i alle de aktiviteter jeg har været involveret i og har fået mulighed for
at lave, har de børn jeg har haft med at gøre, haft ret til at udtrykke sig, være kreative og have lov til at sige deres mening. Det har også været vigtigt for mig at de har haft muligheder for at komme over til mig, henvende i situationer hvor de havde en dårlig dag, eller hvis de skulle have hjælp med noget af det kreative arbejde.
Det synes jeg er noget jeg har med fra min danske baggrund, og det er ikke så almindeligt her.
I mit pædagogiske arbejde har jeg fået mulighed for at lave små dramaøvelser. Her fik børnene fri mulighed til at udtrykke sig, når det handlede om at synge, danse mm. Børnene har sammen med mig været med til at bestemme hvad der skulle være med i et forløb. Mit mål med den pædagogiske måde at arbejde på, er at disse børn skulle arbejde sammen, indbyrdes blive enige, kunne finde ud af at være et team. Når der var konflikter imellem dem har jeg bemærket at det især var i situationer hvor det handlede om at de skulle dele legetøj. Der var også situationer hvor jeg var nødt til at gå ind og sammen med børnene få løst konflikterne.
Jeg har også lagt mærke til at på grund af for lidt tid bliver børnene nogle gange straffet med skæld ud, i stedet for at høre på deres mening. Det synes jeg er væsentligt når det er i nogle vigtige situationer for børnenes udvikling. Det skyldes for lidt tid og for få personale på stuerne, ifølge dem selv.
Jeg fik også løst konflikterne med børnene i andre situationer, hvor jeg fortalte dem korte og lette historier om hvordan venner, børn som dem, løste konflikter og legede sammen igen mm.
Min danske baggrund prægede også en meget stor del af min hverdag udenfor SOS. I det område hvor jeg bor, og hos familie og bekendte jeg fik besøgt, var der altid nogen der var nysgerrige for at høre om mine ideer og mine forslag til hvad de skulle lave af pædagogiske aktiviteter med deres børn.
De så mig som et forbillede for deres børn. Det giver nogle utrolige store udfordringer for mig at et samfund som Kosova, langt fra Danmark, gerne vil høre mig, for at få nogle nye pædagogiske forslag til redskaber de kan bruge til deres egne børn. Jeg synes bestemt ikke at det har været deprimerende at være en del af disse børns liv, selvom de har ar fra krigen.
2. Hvad har du lært om dig selv?
Det jeg har lært, er vel til dels at stå på mine egne ben. At tage ansvar, på godt og ondt. Jeg har blandt andet lært at jeg sagtens kan rumme mennesker som har oplevet krig, mennesker som har beskrevet deres livshistorier fra krigen for mig.
Jeg har også lært, at jeg sagtens kan begynde at tro på, at det jeg gør, er godt nok, men der er mere at lære her i livet.
Jeg har også fået et meget bedre kendskab til den kultur jeg oprindelig kommer fra, og at udtrykke min danske baggrundskultur igennem mit pædagogiske arbejde, både overfor børn og voksne. Den har fyldt en del, bevidst og ubevidst.
Jeg har også lært at samarbejde med Natostyrkerne KFOR, når de skulle hjælpe folk her i Kosova.
3. På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig?
Mit ophold i udlandet, har påvirket mig på mange måder, i forskellige situationer. For mig har det været en kanon oplevelse, især at komme i et land hvor man opleve en glad befolkning der sætter pris på at have fået deres selvstændighed efter så mange år, og så mange oplevelser under krigen.
Har oplevet en utrolig glad og gæstfri befolkning.
4. Hvorledes reagerer du i fremmede forhold?
Når jeg er i fremmede forhold, så reagerer jeg på den måde jeg synes man skal, som en pædagogstuderende. For mig har det været vigtigt at sige min mening, men på den anden side, hvis der er noget som jeg ikke synes om, så er jeg nødt til at forholde mig til det og acceptere det som jeg ikke synes om, eller forsøge at finde en løsning i de fremmede forhold jeg befinder mig i, så vi alle får et accepterende og respektfuldt forhold til hinanden. Ellers fik jeg talt med mine nærmeste her, hvis der var noget.
5. Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret?
I mit ophold i Kosova er der helt bestemt mange ting som er blevet ændret i forhold til mit menneskesyn. Jeg er blevet bedre til og klogere på at forstå og sætte mig ind i når det handler om at være der for mennesker som har brug for ens hjælp, og især mennesker som lider under de forfærdelige oplevelser, de har fra krigen. Og det vil jeg bestemt tage med videre i min udvikling som et individ og menneske, og kommende pædagog.
Jeg er også blevet bedre til at give dem nogle redskaber som de kan tage videre med sig selv, og det har jeg fået ros for. Det gør mig glad og stolt at jeg kan gøre noget for dem.
I forhold til barnesyn, så har jeg bestemt set og lagt mærke til at det sagtens kan lade sig gøre at hjælpe børn hvis man er der for dem, og roser dem for det de gør. Det er de voksnes opgave, både indenfor SOS og udenfor SOS.
Jeg har lært at man ikke skal frygte det der er nyt, men møde det som det kommer.
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af min blog.
Efter hjemkomsten
Det er utroligt som tiden den fløj af sted. Det havde jeg ikke troet, at det ville gå så hurtigt. Men hvorfor det er gået sådan, det tror jeg godt at jeg kan forstå. Som en af mine venner sagde til mig i Kosova, at når man har gjort noget godt og oplevet noget godt, så går tiden også.
Jeg må nok sige, at når jeg sidder her og er ved at skrive det allersidste om min praktik i Kosova, så er det utroligt at tænke på at 6 måneder faktisk kan gå hurtigt. For mig føles det som var det ligesom i går at jeg landede i Kosova i byen Prishtinas lufthavn. Jeg husker den kolde vind, og nu tænker jeg på hvem der skulle have troet at jeg faktisk har haft nogle fantastiske oplevelser – på godt og ondt. Måske ikke ligefrem ondt, med ondt mener jeg de sørgelige tidspunkter, de ting som gjorde ondt at høre om en befolkning som havde en fortid fyldt med krigsminder. Desværre er livet ikke helt perfekt i denne del af verden, men måden som livet alligevel kan blive perfekt på, er jo hvis vi gør noget for hinanden. Det oplevede jeg i Kosova. En befolkning som er tæt på hinanden.
Når jeg sidder herhjemme i Danmark og tænker tilbage på mine minder derfra, er det jeg mindes mest alle mine gode minder derfra. Det fylder mig bestemt med glæde, at jeg fik denne mulighed. De mennesker, børn og voksne, gamle og unge som jeg mødte, gav mig modet til at være der, og at høre deres livshistorier. Det gjorde mig stærkere, ikke kun som dansk studerende men som menneske, og jeg håber at jeg kan bruge det videre i mit liv.
I Kosova mødte jeg en befolkning, som var utrolig gæstfrie og bød mig ind i deres huse og liv, og mine kolleger i den svenske KFOR-styrke, som jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med, om noget som har betydet meget for os alle, nemlig at hjælpe det vi kunne. Bare ved at se på ansigterne på de mennesker der bød mig indenfor i deres liv, kunne jeg læse at disse folk har oplevet en del… Som om de bar et ar på sjælen, både børn og voksne. Det er noget som jeg aldrig vil glemme. Kære læser, når man oplever det som jeg har, så forstår man det meget bedre.
Når man sidder og beskriver dette, kan det blive for personligt og farligt, men også sundt! For mig er det vigtigt at få beskrevet disse erindringer som jeg har med mig i bagagen, som bare venter på at komme ude… Man er jo bare kun et menneske, og nogle gange har man lov at overskride nogle grænser.. J.
Jeg husker specielt 3 uger inden jeg var færdig med min praktik. Der havde jeg nogle frivillige opgaver, bl.a. sammen med mine KFOR-kolleger, en opgave som rørte os alle. Det drejede sig om nogle børn som desværre ikke havde det så godt, og det samme gjaldt børnenes familie. Det rørte os så meget at vi var nødt til at gøre noget for at hjælpe dem. Heldigvis var jeg ikke alene om det, jeg havde folk bag mig som også tog sig af denne opgave at gøre noget for disse stakkels børn. Dem vil jeg altid tænke på! Også de familie jeg har haft kontakt til, som jeg ønsker at jeg en dag kan gøre noget for. De har gjort mit ophold lettere og fantastisk godt, selvom at de ikke havde de samme muligheder som vi i DK har.
Jeg husker at en af min kolleger fra KFOR skrev til mig: Et menneske kan ikke alene hjælpe alle andre, men alle kan gøre noget for nogen.
Når jeg læser denne mail, fylder den mig med en utrolig glæde og varme over at der findes mennesker i denne del af vores verden som tænker på samme måde, og som ønsker at hjælpe.
Jeg har stor respekt for SOS børnebyen som jeg har været i praktik hos. Jeg har respekt for at de har åbnet sig over for mig, fortalt om deres liv og dagligdag, både arbejdsgiverne, børnene på SOS-hjemmet og forældrene.
Jeg husker deres historier, og forsøger at tænke på hvor hårdt deres liv må have været, og alligevel havde de utroligt mod på at fortælle, hvilket fortæller mig at de må være psykisk meget stærke. Jeg tror ikke at alle os ville kunne magte den opgave. Jeg prøver at forsøge at sætte mig i deres sted, og få en forståelse af deres situation. Men alligevel er der også noget som jeg ikke kan sætte mig inde i. Det som jeg kan sige, er at jeg har lært en del og er blevet klogere på denne befolkning end jeg før har været.
Jeg husker dage på SOS, hvor jeg nogle gange sad og fik en kop kaffe sammen med nogle af medarbejderne som havde til opgave, at være en slags erstatningsmødre. Det jeg husker er, at de gjorde et utroligt godt arbejde 24 timer i døgnet, og de var altid glade for at se mig, ligesom børnene. Dem kommer jeg til at savne. Det gør jeg vel allerede nu.
Jeg husker SOS som en institution med stor interesse for at finde gode samarbejdspartner i resten af verden, og det havde de sandelig også. Jeg husker at der tit kom besøg fra forskellige organisationer fra andre europæiske lande og USA. De kom for at være med i forskellige projekter og aktiviteter, som børnene også skulle være indblandet i, eller hvis der var særlige festlige dage eller åbent hus.
Alle disse forskellige organisationer som kom, havde ideer, ligesom jeg selv og KFOR, til at give disse børn nogle gode og dejlige oplevelser. At lave forskellige aktiviteter sammen med børnene, både inde på SOS og udenfor, har givet mig mod og styrke til at turde gøre mere, og det håber jeg på at kunne fortsætte med, som kommende pædagog.
At sige farvel har ikke ligefrem været nemt. I de 6 måneder jeg har opholdt mig der, har jeg lært en befolkning at kende, som har vist en stort respekt overfor mig, og har givet mig nogle utrolig gode og dejlige minder. Et samfund som var utroligt stolte af dem selv, af hvem de er! Et samfundskultur som jeg selv har lært en del af.
På mit ophold i Kosova har jeg helt bestemt fået et meget bredere menneskesyn, når det handler at kunne hjælpe den næste og støtte mm. Jeg synes også jeg har fået forståelse for at det her handler om børn, som desværre ikke har haft en barndom som vores børn i Danmark. Jeg mødte en befolkning, hvis eneste ønske var at have et lige så almindeligt og et fredeligt liv, som vi her har.
Når jeg tænker tilbage, så kan vi helt bestemt lære noget af hinanden, både danskere og albanere.
Jeg husker tilbage på den dag Kosova blev en ny stat – et land, et befolkning som havde ventet på den dag i generationer. Jeg vil nok sige at jeg har aldrig oplevet et så smukt syn som den dag. Det kan være svært at få det skrevet ned, så andre kan forstå det uden selv at have været der og oplevet det med egne øjne. Gad vide om jeg kommer til at opleve noget lignende igen, men det er vel kun én gang i livet man gør det.
Jeg glæder mig til at kunne tage tilbage igen på et tidspunkt, og besøge de mennesker som har betydet meget for mig.
Slutningen på en af de store rejseoplevelser i mit liv. Håber at I, som mine læsere, har nydt det, ligeså meget som jeg har, igennem denne min utrolige rejse. Hvis man må skrive på denne måde.
