Her er en smuk aftenudsigt over Prishtina, hovedstaden i Kosova
Gunden til at jeg har et billede af mor Tereza, er fordi hun er et forbillede for den albanske befolkning i balkan området.
Moder Teresa er albaner og er født i Skopje i Makedonien og blev uddannet som lærer.
Hun var verdenskendt katolsk nonne, især kendt for sit arbejde blandt fattige.
more to come
Et status af mor Tereza i Prishtina.
Moder Teresa, egl. Agnes Gonxha Bojaxhiu, 1910-1997,
albansk-indisk ordensstifter, født i Skopje i Makedonien af albanske forældre. Hun var 1928-48 søster i en katolsk orden med skolevirksomhed i Indien og begyndte i 1946 at tage sig af Calcuttas slumbeboere. Hun stiftede en ny orden, Kærlighedens Missionærer, der godkendtes i 1950 og spredtes til mange lande. Hendes indsats for “de fattigste af
de fattige” førte til global respekt og organiseret støtte i mange lande, inkl. Danmark. Hun modtog Nobels Fredspris i 1979. Hendes statsbegravelse i Calcutta var et tegn på hendes usædvanlige renommé.
Et status af den albanske natonalhelt.
Også han betyder meget for den albanske befolkning i balkan området.
‘Skanderbeg, egl. Gjergj Kastrioti, 1405-68,
albansk nationalhelt. I sin ungdom var han gidsel hos osmannerne han konverterede til islam, fik navnet Iskander og titlen bey (heraf navnet Skanderbeg). I 1443 forlod Skanderbeg osmannisk tjeneste, gik over til kristendommen og blev leder af den albanske kamp mod osmannerne. Han afviste en række osmanniske invasionsforsøg og blev en legendarisk
helteskikkelse i både Albanien og i Vesten.
Jeg beskriver:
På billedet ses nogle svenske soldater, som jeg fik mulighed for at tage et billede. Og jeg fik også mulighed for at spørge om hvad de syntes om den albanske befolkning. Disse svenske soldater er en del af KFOR, som er Kosovas styrker. KFOR er en del af NETO.
De er her for at holde ro i 6 måneder. De svenske soldater beskrev den albanske befolkning som en meget gæstfri befolkning. Og de er utrolige glade for at være i Kosova og prøve at gøre en forskel.
De svenske soldater til min store overraskelse talte en del albansk. De havde fået mulighed for at lære det albanske sprog, for bedre at kunne kommunikere med befolkningen i Kosova.
I billedet kan man se disse svenske soldater med nogle albanske børn. Soldaterne fortalte at de kører tit forbi i området for at passe på befolkningen samt at få mulighed for at hilse på borgerne i denne lille by.
Dagen den 17. februar.
‘Den 17. februar var den aller bedste dag for mig. At jeg fik den mulighed for at være her i Kosova. At være her og opleve Kosova på en helt anden måde. Det havde jeg aldrig troet på. Men jo, jeg fik oplevet, at Kosova fik sin selvstændighed. Det var for mig et meget smukt billede at se hundredvis af Kosova albanere fejre deres selvstændighed i Prishtinas smukke gader. At se disse folks glade ansigter, både unge og gamle, fik mig til at føle en stor glæde, som jeg aldrig vil glemme.
Den albanske befolkning fejrede deres selvstændighed både dag og nat, utrolig smukt.
more to come.
: Prishtina
Den 17 februar 2008 blev en af de lykkeligste dage i alle albaneres liv verden over.
Dette blev dagen, hvor de endelig efter mange år som serbisk provins kunne erklære sig selvstændige., og dermed også komme tættere på det øvrige Europa.
Jeg var så heldig at være i Kosovo på dagen, hvorimod min familie( far, mor og søskende) var i Danmark. Den glæde, som jeg oplevede hos den albanske befolkning var ubeskrivelig. Folk løb rundt i gaderne, alle festede og jublede.
Det var en stor befrielse oven på års undertrykkelse og krig. En krig, hvor de fleste havde mistet nogle af deres nærmeste. En krig, der havde jaget mange på flugt, fordi serberne forfulgte albanerne. Den forfølgelse betød også store ændringer i mit liv. Jeg måtte sammen med min familie flygte til Danmark, Derfor er det en ekstra glæde for mig, at Danmark allerede dagen efter d. 17. februar erklærede, at de godkendte Kosovo som selvstændig stat.
Her er jeg selv inde på det kosova-albanske parlament.
Her kan man normalt ikke få mulighed for at komme ind, men jeg kender én som arbejder på selve parlamentet. Her bliver jeg modtaget godt. Dem som passede parlamentet, sagde at det var en stor fornøjelse at have mig på besøg der, og at jeg var velkommen igen. Det er en drøm der går i opfyldelse for mig, jeg havde aldrig troet på at det kunne lade sig gøre. Den dag var for mig en lykkelig dag. På selveste det kosova-albanske parlament fik jeg en kop kaffe og havde en super-god dag.
15/3-08
Det var et smukt vejr;
mig og to af mine fætre gik en lille tur op i bjergene om formiddagen.
Her fik jeg set en smuk udsigt. 
På turen op af bjerget mødte vi de samme svenske soldater som jeg kort fik skrevet om i starten. De var meget nysgerrige
om hvordan det gik for mig, og om mit praktikophold i Kosova
.
Om eftermiddagen skulle jeg en tur til Mitrovita, en lille landsby med omkring 700 indbyggere, som I sikkert har hørt om i nyhederne, eller måske ikke? Her skulle jeg besøge nogle meget berømte familiemedlemmer som har kæmpet under krigen i 1998. Som I kan se på disse billeder er der mange grave fra samme familie, hele tre generationer. Fra børn på 12 år til gamle på omkring 80, kunne jeg se og læse på deres grave. Her er der omkring 56 gave i alt, alle af samme blod. Jeg får gåsehud bare når jeg sidder og skriver om det.. 
Denne stakkels Jashari-familie blev dræbt, da de forsøgte at forsvare dem selv og Kosova mod de omkring 7-8000 serbiske militærsoldater der invaderede Kosova i 1998, 5.-7. marts.
De var direkte kommanderet af den serbiske regering i Beograd. Den eneste overlevende fra disse dage var en pige på 11 år ved navn Besarta.
Den lille pige fik fortalt efter krigen hvad hun havde oplevet og hvordan hun overlevede. Hun forsøgte at lade som om hun var død, under alle de døde der var blevet dræbt, imens det serbiske militær gik ind for at undersøge om der var overlevende tilbage.
Pigen var så klog, at da de spurgte hende om hun var medlem af denne familie, fortalte hun at det var hun ikke, men vidste godt hvem de var, og derfor lever hun nu den dag i dag. Rigtigt er hun af denne familie. Denne pige er i dag 20 år.
Det er utroligt hvad mennesker kan blive udsat for, især uskyldige børn og gamle, som ingen fortræd kan gøre mod andre. At mennesker ligesom mig og dig kan finde på at gøre de modbydeligste og mest umenneskelige ting, som jeg har svært at forstille mig. Det gør ondt bare at tænke på det. Børnene her fortæller også hvordan de havde det under krigen og hvad de har set på deres vej mens de flygtede.
De er ligesom de mennesker der har oplevet 2. verdenskrig; jeg tror at det har været lige så skrækkeligt. Masser af massakrerede mennesker som de havde set, og jeg kan ikke forstå at de ikke er blevet syge af det. Men det er de måske også. Børn er jo stærke og dygtige til at tilpasse sig, men når de vokser op og skal være selvstændige og klare sig selv og have forhold til andre voksne mennesker, så kan det godt vise sig at de har ar på sjælen.
Men sådan er det i denne verden vi lever i dag. Det er noget som jeg ikke vil komme til at glemme.
Hver gang jeg er her i Kosova er der altid nogen som har noget at fortælle omkring krigen. Hulen, som jeg står ved siden af, er der en af de døde som har opholdt sig under krigen og har kæmpet mod det serbiske militær herfra, og han kunne se sit hus på lang afstand. I dag er det et mindesmærke, også deres hus, der står som det var under krigen.
På dette billede kan man også se et minde om de mennesker som også omkom og forsvandt under krigen, her i Kishnica nære Prishtina, som jeg befinder mig i. En af dem er min farfar og farmor. Vi har ingen anelse om hvor de eller de mange andre befinder sig i dag, efter så mange år efter krigen.
På det andet billede er det mig selv ved siden af mindestedet.
En drengs historie fra området hvor jeg bor:
Jeg synes det er vigtigt at høre denne drengs historie om deres hverdag.
Jeg var i gang med en gemmeleg sammen med mine venner. Jeg gemte mig i et skur.
Lige pludselig så jeg nogle mærkelige ting der stod ved siden af mig. ”Hvad er det for noget”, spurgte jeg mig selv. ”Det kan være noget farligt, tre bomber” tænkte jeg. Jeg blev bange. ”De kan eksplodere”, tænkte jeg, og så kom jeg løbende ud af skuret og skreg: ”vi skal væk, vi skal væk, vi dør nu!”
Jeg kontaktede hurtigt politiet og informerede dem om de tre bomber der lå ved skuret. Politiet og KFOR kom hurtigt på stedet og fjernede bomberne. Jeg rystede stadigvæk og sagde til mig selv, ”hvad nu hvis der findes flere bomber i området?” Jeg er også meget glad fordi de tre bomber blev fjernet fra stedet.
Det er søndag den 6/4-08
I dag var det et smukt vejr, så jeg besluttede mig for at tage mig en tur sammen med min lille fætter på 7 år. På vejen mødte vi mange svenske soldater, også nogle af dem som jeg har talt med før. De hilste på mig, som om de har kendt mig hele deres liv. De var rigtig venlige.
Mens vi gik længere op mødte vi nogle danske soldater der passede på området, normalt er der ikke danskere her i området som passer på Kishnica.
Så gik vi hen til dem, da min lille fætter så gerne ville spørge dem noget på dansk via min hjælp. Da vi gik nærmere blev de overraskede over at en forbigående talte dansk til dem. Så fik vi en snak, og min lille fætter ville gerne spørge på dansk om han kunne få noget vand fra dem, da alle børnene her får mange ting fra svenskerne når de kører forbi. Jeg følte mig lidt flov. Men alligevel var det rat at tale med nogle danskere hjemmefra.
De fortalte at de var kommet hertil for 2 måneder siden, og situationen her i Kosovo er ikke så god, som de har fået at vide. Vi fik også talt om de bomber som blev fundet for 5 dage siden. De blev også nysgerrige indenfor de områder som jeg fik fortalt dem om.
På vej hjem syntes min lille fætter at det var så synd at de bare stod der og lavede ingenting, så han besluttede sig for at give dem noget hjemmebagt brød. Da vi kom derop løb min lille fætter hen og gav dem brødet, de blev utrolig glade.
Så fik min fætter mulighed for at røre ved deres geværer.. det gjorde mig lidt bange, men de sagde at jeg ikke skulle bekymre mig. Det som de også sagde, og som gjorde mig utrolig glad var, at en som mig her har Danmark brug for. Så jeg skulle gerne høre mere fra dem.
Det kan ske, nogle gange.
Dagen i dag har jeg følt som om den varede 100 år. Selve dagen og vejret har været så trist som den kan være, trist og sørgelig. Det er så utroligt hvordan man kan føle nogle gange. Hvordan vi, som mennesker, er bygget til at have den evne – jeg tror at det er det, som gør os menneskelige. Hvis I kan følge mig, I som kommer til at læse dette brev.
Når man har en sådan dag og føler sig trist, så er det vigtigt at man har nogen at tale med om det, og vide at det er okay at man har det på denne måde nogle gange.
Selvom at det er lærerigt at være på en sådan mission som jeg befinder mig på, hvor jeg har mødt mennesker med ar på sjælen, så kan det nogle gange påvirke en, hvis man ikke kan hjælpe nogen af dem som man virkelig gerne vil hjælpe. Men man kan hjælpe det man kan, med de redskaber man har. Nogle gange kan det være svært at være professionel, professionelle mennesker er også mennesker som kan føle.
Disse oplevelser er og har været meget spændende, og det har gjort mig klogere på nogle punkter. Og man siger jo at man aldrig holder op med at lære og udvikle sig hele livet, det passer bestemt, man skal jo bare have en hjælpende hånd, og så skal det nok gå. Så for at komme videre, som vi jo ved at de kloge hoveder og teoretikere siger, blandt andet Daniel Stern – han siger at mennesket som helt lille og hele livet igennem lærer noget hele tiden – ja som vi ved og kender, så tror jeg at når et menneske/individ tager ud og oplever noget på sin rejse/sit eventyr, kommer man altid tilbage med noget, noget i bagagen, som en svensk soldat sagde til mig: ”Det har varit en mycket bra tid i mitt liv och jag lärt mig otroligt mycket under tiden här! (Der vil komme mere om selve soldatens historie her i Kosova)!
Ja, sådan føler jeg bestemt også at jeg har lært meget under tiden her i Kosova, selvom at man nogle gang har det sådan at man oplever at man ikke føler at man gider alt det.. Men i sidste ende så lærer man noget… og det kan bestemt gøre en stærkere, og man får en bedre forståelse, som disse mennesker her har, for hvor heldig man er. Giver det noget mening? Hmm jo måske lidt, for mig i hvert fald..!
Når man har det godt, så er der nogle gange hvor man er og kommer til at være sårbar som menneske, og så vil man jo gerne vende tilbage til ens egen almindelige hverdag. Alligevel så vil man jo altid komme til at huske alt det som har betydet noget for mig, de mennesker som jeg har mødt igennem min rejse her.
Det er utroligt at vi, som er udefra kommende, kommer til at betyde noget særligt, især for disse børn. Jeg kan huske da jeg havde de svenske soldater på besøg, så fik vi talt bl.a. om hvorfor specielt de var/er noget særligt for børnene og resten af befolkning her i denne lille by Kishnica. Mens vi stod og talte om det, så fik vi af vide af en af forældrene, som kom for at hilse på KFOR, at disse børn holder af os, især KFOR, fordi de har givet dem en glæde i deres liv tilbage. Her skulle jeg oversætte det til svensk, som jeg synes at jeg er blevet rimeligt okay til at tale. Man siger jo at jo flere sprog man lærer, jo bedre er det.
KFOR har været i Kosovo i næsten ni år og er fortsat populær i vide kredse. Jeg har også fået en svensk KFOR soldat til at beskrive sin historie som soldat her i Kosova, og som jeg kunne læse det, så ønskede han med glæde at beskrive om, hvordan han besluttede sig for at melde sig til militæret, og hvad han har fået ud af sine oplevelser.
For mig som studerende synes jeg at det også er vigtigt at hans historie kommer ind på min blog, da jeg selv også har lært en del om deres arbejde og har stor respekt for dem. Selvom at de har/eller de havde, et farligt arbejde, så forsøgte de at gøre et godt stykke arbejde, især her i Kishnica hvor jeg befinder mig.
Hver gang de kom forbi, var der ikke et tidspunkt hvor de ikke fik stoppet bilen og gjorde disse beboere glade, især børnene, selvom de ikke havde så meget tid. De kom så tit at børnene begynde at føle at disse soldater var en del af deres liv. Nu hvor de soldater desværre ikke er her mere, så kommer børnene hen til mig for at spørge om dem.
Herunder kan man læse soldatens historie, som jeg bestemt synes er utrolig god og spændende, og derfor synes jeg at den skal være som den er, skrevet af ham selv, på svensk.
Hej!
Om 10 timmar åker bussen som ska ta oss till flygplatsen i Pristina. Just nu känns det både skönt och tråkigt.
Att arbeta i ett annat land under 6 månader är en erfarenhet för livet. Man har roligt, man har tråkigt, tiden går snabbt och tiden går långsamt. Upplevelsen är total då arbetet som soldat inte liknar något annat arbete i hela världen. Ingen dag är den andra lik.
En dag står man och vaktar kyrkan i Gracanica 
Hur som helst.
Jag ansökte via internet till Militär Utlandstjänst och blev antagen. Jag fick i Maj 2007 veta att jag skulle åka till Kosovo för att arbeta där hela vintern och våren.
I augusti 2007 så påbörjade jag specialutbildning för Kosovo i sveriges huvudstad Stockholm. Under 8 veckor (uger) fick vi soldater lära oss Albansk och Serbisk kultur, hur man på bästa sätt pratar med invånarna i Kosovo, hur man ska agera i hotfulla (dangerous) situationer och många andra saker.
Utbildningen var bra och lärorik. V43 flög vi till Pristina för att påbörja arbetet. Många av oss var mycket förväntansfulla och nyfikna på vad som väntade dem när de skulle anlända. För mig personligen visste jag vad som komma skulle eftersom jag hade varit i landet en gång tidigare på ett liknande uppdrag. Jag tycker om min uppgift som soldat här och det var därför jag kom tillbaka en gång till.
Situationen i Kosovo är relativt stabil för stunden vilket gör att de svenska soldaternas huvudsakliga uppgift är att prata med lokalbefolkningen och endast finnas till om något problem skulle uppstå, framförallt interetniska händelser (våld mellan serber och albaner).
Att arbeta som soldat är ett riskfyllt jobb som innebär otroligt mycket ansvar för sina arbetskamrater och för kosovos alla invånare.
Under mina 6 månader i landet blev Kosovo ett självständigt land vilket är något historiskt. Glädjen var total hos kosovos albaner medan kosovos serber var bekymrade (worried). För oss svenska soldater innebar detta mycket arbete som i huvudsak bestod i extra mycket patrullerande (patrols) för att säkerställa säkerheten för båda etniciteterna. Men situationen har, lyckligtvis varit lugn, vilket alla tycker är bra!
Förutom att patrullera så försöker svenska KFOR hela tiden ha så god kontakt med alla invånare som möjligt genom att prata med alla möjlliga människor, barn såväl som vuxna. Detta är något unikt för Militären i Kosovo. Många miltära enheter i Kosovo pratar inte alls med några albaner eller serber vilket gör att det blir en större distans mellan människorna och soldaterna, något som jag personligen tycker är dåligt. För att kosovos invånare ska kunna känna förtroende för KFOR måste de veta vilka de är och genom att prata med varnadra lär man också känna varandra.
Att prata med folket som bor i Kosovo är det bästa och roligaste som finns. Att få lära sig hur andra kulturer fungerar är otroligt intressant och utvecklande, både för mig som soldat men framförallt som människa. Det man ska veta om svenska soldater är att vi inte är som andra länders soldater. Många länder har anställda soldater som endast arbetar med miltären. Inte svenska soldater, nej vi har vanliga jobb hemma i Sverige. Vi studerar och arbetar med allt möjligt, snickare, kontorister, lärare, fabriksarbetare, ingenjörer, arbetslösa, studenter och mycket annat. Det är vad som gör oss speciella och lika så vårat arbete. Vi är lite mer öppna och mer mänskliga! Men vi gör ett lika bra jobb som alla andra!
En annan sak som är dejligt med arbetet här är vänskapen inom grupperna man arbetar i. När jag åke hem i morgon har jag många nya erfarenheter med mig hem, men också otroligt många nya vänner.
Jag har arbetat och levt tillsammans med samma människor i ungefär 8 månader nu vilket är lång tid. Vi sover tillsammans, äter tillsammans, tränar tillsammans och mycket mer. Det är en speciell situation för alla som är här, något som man aldrig kommer att få uppleva någon annanstans.Att komma hem till Sverige igen ska bli skönt. Träffa familj och vänner som man varit ifrån under ett halvt år, bära jeans, gå på stan, fika med kompisarna, festa och bara umgås är saker som man inte gör som soldat i armén. Jag kan också tro att man som alban eller serb i Kosovo tror att vi endast är soldater men så är ju givetvis inte fallet. Vi är precis som vilka andra människor som helst fast lite mer äventyrliga och rastlösa kanske:)
Om jag ska summera mina 6 månader i landet så har det varit lärorikt, många intressanta möten med olika människor, högt uppsatta politiker, fattiga familjer, barn och vuxna och danska journaliststudenter:)
Jag kommer alltid att minnas min tid här nere och tänka tillbaka på det som en av det bästa och roligaste tiderna i mitt liv.
Nu ska jag hem och bli civil! YES!:)
Indkaldelse til RDK´s (Kosovas Demokratisk Ungdom) møde
Jeg var indkaldt til RDK´s møde. I mødet deltog jeg som studerende der lever og læser i udlandet.
I mødet deltog bl.a. :
Hashim Thaqi, PDK´s formand, Kosovas statsminister
Hajredin Kuci, PDK´s viseformand og vicestatsminister i Kosova
Enver Hoxha, medlem af hovedbestyrelsen i PDK´s parti, og udvikling-, forsknings- og teknologisk minister i Kosova
RDK´s formand Memli Krasniqi bød velkommen til mødet. Han gav en kort beskrivelse af RDK´s funktioner og opgaver i Kosovas nye stat. Bagefter gav RDK´s formand ordet til Kosovas statsminister Hashim Thaqi. Thaqi nævnte i sit indlæg at han var meget taknemmelig for RDK´s engagement i det parlamentariske valg den 17 marts hvor PDK vandt.
Mødets dagsorden:
Informationer om aktuelle aktiviteter og arrangementer i RDK´s og PDK´s partier
Prioriteringer i RDK og PDK, og i Kosovas regering. Mange ideer blev drøftet og der var stor støtte til og enighed om de opgaver som var prioriteret.
Mange deltagere fik ordet under diskussionen. Der var forskellige emner for debatten, såsom udvikling, finansiering, strategisk udvikling, kreativitet, nye idéer, pragmatiske modaliteter.
Der blev diskuteret meget om ungdommens rolle i den nye stat, altså ungdommens deltagelse i de vigtige opgaver såsom arbejdsløshed, finans, miljø, undervisningsprojekter samt samarbejdet med EU og USA i de forskellige områder og deres erfaringer i de landes udvikling.
Et smut forbi.
Det var en pragtfuld dag, som altid varmt her i Kishnica. Så jeg og et par af mine fætre tog et smut ud i den smukke natur for at få os et glimt af den smukke udsigt.
På vejen besluttede vi os for at se hvor det er KFOR lige præcis plejer at træne eller øve skydning når de kommer forbi her i Kishnica. Normalt er det forbudt for civile at tage derhen forbi, men heldigvis fik vi lov til det.
Da vi ankom lignede det nærmest en helt anden verden.
Utrolige høje bjerge… Det lignede nærmest en ørken, bare med bjerge. Det var et fredeligt og køligt, det kan man næsten se på disse billeder.
Selv var jeg nysgerrig for at se dette sted hvor KFOR plejer at tage hen for at skyde, fordi her hvor jeg befinder mig hører man hver eneste dage skud, eller også ser man dem køre forbi hver eneste dag, døgnet rundt.
Jeg husker i starten, da jeg ankom her til Kishnica troede jeg at der var krig, så højt lød det i mine ører, men med tiden vænner man sig til det.
Da jeg stod der i midten af det sted, med de kanon-høje bjerge, hvor alle de europæiske styrker kommer hen for at træne, følte jeg mig som en lille bitte ting i et stort univers, hvis I kan følge mig. På det tidspunkt vi var der, var der utrolig stille. Så forsøgte vi at råbe, og vi kunne høre vores egne stemmer, der var ekko..Ja, det var så fantastisk.
Før krigen har dette område været en mine, et sted hvor man fandt forskellige mineraler, guld og metaller m.m.
For nu at vende tilbage, jeg var også meget nysgerrig for at høre beboernes mening om at disse udenlandske KFOR kommer her, og så lige efter krigen.
De beskrev at i starten var de meget bange, især deres børn, også for at gå udenfor. Men efter så mange år vænner man sig til det, og de lægger ikke mere mærke til det mere, ligesom jeg heller ikke gør i dag, efter de 4 måneder jeg har været her.
På vejen tilbage mødte jeg danske soldater, hilste på dem, de var som altid høflige og overraskede over at se en dansk studerende. Vi fik en snak bl.a. om situationen i Kosova og den store forskel på forholdene her og i Danmark. Vores diskussioner handler om kulturen, økonomien, børnene, ungdomslivet her m.m.
Lige nu, mens jeg sidder og skriver mine oplevelser ned fra denne dag, så kan jeg høre at KFOR styrkerne er i gang med at skyde.
Søen Badofci.
Det var søndag, jeg tog mig en cykeltur for at få noget frisk luft. Det var simpelthen så varmt at det ikke var til at holde ud, så min onkel og jeg besluttede os for at tage ud og bade nær hvor jeg bor. Samtidig kom også nogle af mine fætre og børn med fra familien. Børnene var meget spændte, de tog alt deres sand-legetøj med. Og vi større sørgede for at tage mad med. Når man er et sådan sted, og har mad med, så smager maden altid utroligt godt! J Efter 5 timer tog vi hjem igen. Vi blev godt nok alle udmattede og trætte, men på en god måde. Alt den energi man bruger, og plus den utrolige varme.
Det tog os ca. 5-6 min at køre derhen. Vi fik en god og sjov oplevelse og en god dag sammen. Omkring søen er der et meget smukt naturområde. Om sommeren kan man se at der kommer utroligt mange mennesker for at bade. Den dag var det fantastisk varmt, og perfekt til at tage hen og bade.
Denne sø ved navn ”Liqeni i Badofcit” er mange kilometer lang.
Den har eksisteret lige siden 1950, 5 år efter 2 verdenskrig. Stedet, hvor søen ligger nu, var et beboet område for 50 år siden. Kosovas hovedstad Prishtina kom til at mangle drikkevand. Hovedstadens bestyrelse besluttede for 50 år siden at flytte beboerne derfra. Der blev i stedet bygget en stor mur mellem to bjerge, for at spærre de 2 floder, der kom fra hver deres retning, men mødtes ved samme sted, nemlig der hvor muren blev bygget. Formålet med dette var at lave en stor sø ud fra de 2 floder. På denne måde kunne man forsyne beboerne fra Prishtina med drikkevand. Søen i dag er cirka 12 km lang, og nogle steder op til 500 m bred.
Fra denne sø får i dag mere end 600.000 mennesker drikkevand hver eneste dag.
17/7-08 Vedr. besøg hos KFOR
Jeg har fået besøgt en af de albanske familier her i Kishnica. De er meget særlige fordi de skiller sig meget ud over for resten af børnene. Bl.a. ser de anderledes ud. De er 5 søskende hvoraf storesøsteren ser normal ud og går i skole. Men ved at spørge hende, som man normal taler med et barn på 10, hvad hun gør og leger, fortalte hun at hun ingen venner har og at hun kan ikke lide at have venner, da de heller ikke kan lide at have hende som ven.
Resten af børnene viste markante tegn på at de er syge.
Ved at tale med en svensk præst og officer, som jeg nogle gang taler med, fandt jeg ud af at børnene har forskellige sygdomme, som de ikke helt ved noget om her, og derfor har de også fået tilkaldt en læge for at tale med familien så de kan finde ud af det.
Så fik de bl.a. lidt af mad fra KFOR, såsom sokker, mel mm.
Da jeg talte med den svenske præst fortalte han mig en historie som de brugte til at give mening med det som sker med familien. Det handlede om en utrolig stort storm. Efter stormen gik en pige ude ved stranden, der fandt hun en masse søstjerner som var blive smidt på land af bølgerne. Pigen tog en op for at smide den tilbage i vandet, og så kom der en forbipasserende mand. Han sagde: Det hjælper ikke, du kan alligevel ikke redde dem alle sammen. Pige så en anden søstjerne, smed den i vandet og sagde: Jeg kan hjælpe den her.
Da han fortalte den for mig, skulle han lige høre om jeg havde forstået den. Det havde jeg. Vi mennesker som måske har et bedre liv, kan jo ikke hjælpe alle, men nogen af dem kan vi måske hjælpe.
Jeg fortalte at jeg gerne vil hjælpe, men jeg er jo kun en studerende. Hver dag, når jeg passerer deres hus, hilser de på mig og løber hen for at give mig knus.. og tale.
Ved at tale med KFOR, fortalte jeg at måske kunne vi hjælpe de børn, og spørge på selve SOS om det kan lade sig gøre. Det ville være noget af det bedste jeg har kunne gøre i mit liv.
KFOR og mig!
En del af mit praktikophold her i Kosova har også haft stor betydning for den svenske NATO-styrke KFOR som opholder sig her i Kosova hvor jeg bor.
Sammen med KFOR har jeg fået mulighed for et samarbejde om at hjælpe nogle som desværre ikke havde det så godt. Min del af opgaven har bl.a. været at oversætte, samt undersøge hvad vi og jeg kunne gøre for dem; det jeg kan nå at gøre på det sidste af de 6 måneder jeg har opholdt mig her nede. Som jeg beskrev tidligere er der 5 søskende i familien, hvoraf nogle af dem desværre har nogle handicap problemer, og denne familie er også økonomisk fattige. For at kunne hjælpe disse børn og familien, har jeg sammen med KFOR taget hen på mit praktik sted, SOS, for at diskutere disse 5 børns fremtid, hvilken hjælp der kan stilles til rådighed og hvilke muligheder der er for at kunne hjælpe.
KFOR´s opgave er at hjælpe denne familie økonomisk med fx mad og tøj, og at finde en institution hvor børnene kan hjælpes og trives, så de får et godt liv, så derfor har KFOR henvendt sig til mig, så jeg kunne åbne døren for et samarbejde mellem disse to parter KFOR og SOS.
Til vores møde fik vi talt med lederen af SOS-børnehaven om hvordan der kan gøres noget for børn med forskellige handicap. Her har vi talt om hvordan der skal tages hensyn til disse børn, og hvordan de skal hjælpes psykisk og fysisk.
Efter vores møde tog jeg og KFOR videre på en restaurant for at diskutere situationen. Vi ville finde nogle muligheder for at hjælpe, institutioner der har med disse gruppe af børn at gøre, involvere de sociale myndigheder her i Kosova osv.
Vi har også taget højde for andre mulige veje, såsom at gøre noget for forældrene, så de også kan fungere psykisk godt. Alle de hårde og særligt problematiske situationer de har med deres 5 børn, og at de ikke kan hjælpe, tror jeg er ekstremt hårdt.
På SOS fik KFOR en rundtur, her fik de sammen med mig hilst på alle de børn der var tilstede, samt dem der bor på SOS. Vi lavede en kort sangleg, hvor vi fik børnene med. Det foregik udenfor. Vi fik set nogle børn der strålede af glæde og bl.a. var stolte over at møde den svenske KFOR.
I løbet af dagen, mens vi gik rundt og fik set alle børnene og SOS- institutionen, kom der en af børnene og henvendte sig til mig: Arta, er de dem som du arbejder sammen med og er de fra Danmark? Snart kom alle de børn fra min stue, som jeg har opholdt mig på indtil videre, for at spørge mig om forskellige spørgsmål, så normalt som alle verdens børn plejer at gøre.
Mange af de voksne pædagoger har den ide om de også gerne ville invitere andre her på SOS. Der var spørgsmål som jeg var i stand til at besvare, også var der spørgsmål som jeg desværre ikke var i stand til at besvare.
Håber alt i alt, at min stemme bliver hørt. At kunne hjælpe er en god følelse, selvom det er bare er små ting.
Til min samtale med min praktikvejleder, som er lederen på sos børnehaven, roste hun mig for min frivillige opgave med KFOR og forskellige andre ting.
